Min mor er forlængst stået op, da jeg tager mig sammen og står op.
- " Godmorgen skat, husk nu vi får gæster". Siger min mor.
" Hvad? - Hvem er det der kommer?" Spørger jeg.
Min mor kigger på mig og smiler:
"Line kommer" svarer hun.
Jeg bliver glad, og går ud og gør mig klar, til hun kommer.
Line kommer, og jeg omfavner hende. Vi går ind på værelset, men bliver hurtigt enige om, at der er for kedeligt hos mig.
Vi tager hjem til hende.
Da vi kommer hjem til hende, bliver vi enige om at gå en tur. Da vi kommer ud begynder det at sne. Sneen ligger sig som en fin dyne over jorden.
Jeg lægger mit hoved på hendes skulder, og kigger op på hende. Jeg er glad!
Hun strækker hånden ud, og snefnuggene leger tagfat på hendes fingre.
Vi griner og bliver enige om at gå tilbage og få varmen.
Vi kommer tilbage, og går sammen i bad, vi griner og pjasker med vandet.
Da vi er færdige, er det tid til aftensmad. Vi spiser, og går op og hører musik, og snakker let om løst og fast.
Pludselig bryder hun sammen. Tårerne falder ned af kinderne på hende.
" Jeg savner dig!" siger hun helt grådkvalt.
Jeg smiler til hende, med tårer i øjnene siger jeg:
"Jamen du har mig jo, skat. Lige her og altid!"
Hun kigger på mig og smiler. Vi begynder at grine og omfavner hinanden..
Vi bliver enige om at klokken er mange, og vi vil gerne sove.
Om natten vågner jeg ved at hun skal på toilettet. Jeg falder hurtigt i søvn igen, men jeg vågner tidligt næste morgen ved råb, skrig, gråd og angst. Jeg skynder mig ned, og løber efter lyden af stemmerne, ude på toilettet. Da jeg kommer ud på toilettet ser jeg blodpølen ved siden af en kniv, og så Line.
Jeg springer tilbage og løber op på hendes værelse.
Jeg falder ned på hendes seng. Jeg krammer hendes pude, jeg græder og græder.
Jeg falder i søvn igen, og vågner først hen i løbet af aftenen.
Jeg stiller mig hen til vinduet med tårerne løbende ned af kinderne igen, kigger ud i mørket hvor sneen giver genskær fra månens stråler.
Jeg kigger op på stjernerne og siger:
" Og snefnuggene legede tagfat" .