Det at være biseksuel ..

Ja, som i måske har læst på min profil, så er jeg biseksuel.

Jeg fandt ud af det i en rimlig ung alder af kun 14 år. Det var ikke med vilje, men jeg forelskede mig i min daværende bedste veninde. Det har ikke været det sjoveste at være igennem, da jeg faldt håndt. Meget hårdt. Og ja, det kan godt være, at i tænker "Hvordan kan en 15årig allerede have været forelsket? Hun ved sikkert ikke engang, hvad kærlighed er".. Men det gør jeg desværre.. eller desværre og desværre - jeg kan ikke rigtigt bestemme mig -  for på den ene side, fik jeg en fantastisk følelse i maven. Et galoperende hjerte, sommerfugle i maven og jeg kunne bare ikke få mine tanker væk fra hende. Men på den anden side, har jeg været igennem en alt for hård peride med smerter.

Nå, men da vi var bedste veninder kunne se hende næste lige, når jeg havde lyst til det (Mindst 4-5 gange om ugen), og så var der jo også festerne. Når man kommer lidt mere op i den alder, som i jo sikkert ved, så ekspermenterer man lidt. Og det gjorde hun og jeg også.  Vi kyssede lidt og sådan noget. Jeg tænkte bare "mit hjerte hopper sikkert kun sådan der, fordi det er noget nyt for mig".

Men sådan viste det sig ikke til at være. Vi kom meget op og skændes pga. jalouxi og sådan noget. Og det var først bag efter, hvor vi ikke var bedste veninder og ikke snakkede sammen mere, at jeg faktisk fandt ud af, at jeg var forelsket i hende. Feeeedt.. nej, ikke rigtigt.

Jeg havde brug for at snakke med folk om, hvad der foregik i med hende og jeg, og alle dem jeg snakkede med grinte lidt og sagde, at det lød som at jeg var forelsket i hende..

Jeg tænkte over det i mange måneder.. "kunne det være sandt? kan jeg være forelsket i hende? ja, jeg ville ofre alt for hende. Hun betød alt for mig.. Selv ordet "alt", beskriver ikke hvor meget, hun betød for mig..".

En dag, hvor jeg var på vej hjem fra biografen med min søster, snakkede vi om hende. - altså, min daværende bedste veninde. Jeg sagde det til min søster. Jeg fortalte hende det, som jeg havde holdt hemmeligt i så lang tid. Tårene trillede ned af mine kinder, for nu da det var sagt, var der ingen vej tilbage. Men min søster sagde bare "jeg ved det". Jeg var mundlam. Hun fortalte, at min familie havde snakkede lidt om det "bag min ryg. De vidste det allerede godt. Lettelse. Men jeg ville selv sige det. Så det blev "officelt". Det gjorde jeg så, og de tog det meget fint.

Så skulle jeg bare fortælle det til hende. Hende det hele handlede om. Hun havde spurgt om en af mine hættetrøjer som duftede af mig, og det var intet problem, for det var bare en ny grund til at se hende! :).

Jeg cyklede de der 6 km ud til hende, men lige før hende vej, stoppede jeg bare. "Var det nu en god idè?". Jeg stod frossent og tænkte. Efter det der følte som ingen tid, var der allerede gået en time. Hun spurgte, hvor jeg var blevet af, og jeg skrev, at jeg var der. Jeg pladserede posen på hendes trappe, ringede på, og begyndte at gå tilbage til min cykel. Hun fuglte efter mig, og jeg kunne ikke lade være med at smile. Hun krammede mig bagfra, og jeg vendte mig om og krammede igen. Så tog hun min hånd, og fulgte mig ind til hendes værelse. Der var stilhed i lang tid, og så begyndte vi at snakke lidt om, om vi skulle forblive veninder efter alle skænderierne, og vi begyndte begge to at græde, og jeg plagede hende om ikke at sige, at vi ikke kunne få det til at fungere. Men der var intet at gøre.. hun ville ikke være veninder. Ikke have kontakt til mig overhovedet.

Ingen vej tilbage. "Der er noget, jeg må fortælle dig" statede jeg. Jeg gik lidt i stå, og hun kiggede på mig og spurgte hvad det var. Jeg vidste ikke, om jeg skulle fortsætte. Hvis jeg fortalte hende det ville alting ændres, men jeg kunne ikke gå rundt med det. Det skulle ud.. det var bare svært. "Fortæl mig det nu, Victoria. Er der noget galt? Er du okay?" "Jeg kan ikke få mig til at fortælle dig det, men jeg kan vise dig det". Jeg satte forsigtigt min hånd på hendes kind, og nærmede mig. Hun afviste mig. Jeg gjorde det igen. Igen afvist; men hun forstod det. "Er du sikker på, at du ikke bare er forvirret?". "Nej, jeg er forelsket i dig... undskyld".

Det var sent, så jeg fik besked på at gå. Jeg kyssede hende på panden og gik.

Vi har ikke snakket sammen siden, men det har jeg det egentlig okay med. Ja, jeg ønskede inderligt, at hun havde de samme følelser for mig, men nu ved jeg hvem, jeg er.

Jeg er kommet over det - bare så i ikke tror, at jeg lever i fortiden! ;).

Ja, det var så min historie! :). Undskyld for længden osv, og jeg håber, at den er lidt forståeligt i hvertfald!

Fortæl mig jeres! :D