Presenting: Tigervilly

Skrevet fredag d. 6. februar 2009 kl. 18:28 af Tigervilly

Hmm ja.. hvorfor egentlig udøse sin sjæl til komplet fremmede? Hvorfor denne stigende trang til at lukke andre folk ind i min hjerne og se hvilket kaos, der hersker der? Tjah.. hvorfor egentlig ikke?

Jeg kan beskrives i få ord: Realist, socialist, postmodernist(af sind), musikfanatikker og lommefilosof.

Egentlig er jeg dybt normal. Jeg er student, pædagogmedhjælper og lyshåret med krøller. Jeg hader regnvejr, elsker sne, forår og duften af Kings. Jeg går på arbejde med min spanske akustiske på ryggen, spiller alt fra AC/DC til Jeg er en glad lille cowboy. Jeg går i byen på IP for at drikke, ryge og ha det sjovt, og ender som regel med at sidde og snakke med folk, jeg slet ikke kender. Jeg er ufattelig dårlig til at tegne, men har dog succes med rumkatten Charlie, som ungerne vil farve igen og igen. Jeg er singel, og leder ikke efter prinsen på den hvide hest. Måske bare en ganske almindelig sød en. De kæreste ting jeg ejer er min gamle phillips pladespiller, som jeg fik af en ven af min far i studentergave, min guitar, mine plader og min jordbærhue, som min mor lavede til mig sidste vinter. Jeg hader at shoppe, men har en seriøs fetish for sko og støvler - især de røde med sløjfen. Jeg er fan af Nirvana, Svend Åge Madsen og Sally Sørøver, og af byture, der ender med, at man går hjem igennem byen badet i solskind og fuglefløjt, bagstiv og med den der helt specielle følelse af at have været oppe hele natten. Svend Åge Madsen og Paul Auster fylder mit sind med postmodernistiske tanker og sørgede for, at jeg skrev min 2. og 3.g's-opgave. 

Så egentlig er jeg dybt normal. Så hvad er det, der adskilder mig fra alle andre? Kom tæt på, så skal jeg fortælle det.

Kommentarer til denne blog

Der er ingen kommentarer til blogindlægget endnu. Skriv en kommentar i feltet til højre!

Skriv kommentar

Log ind eller opret en bruger for at skrive en kommentar til blogindlægget.Opret bruger »

Del blogindlægget

Direkte link til dette indlæg:Kopier link | Del på Facebook
Flypeople ApS © 2006-2012