En jomfrus bekendelser...
Skrevet lørdag d. 2. juni 2007 kl. 01:53 af HamsterQHmmm velvalgt overskrift...den vil fange tror jeg, og så er den jo sand på flere måder...er født i jomfruens tegn....har ikke prøvet at skriv blog før....jeg står på tærsklen til et nyt liv hvis jeg kan finde modet.......og så holdt det jomfruelige vist også op.
Dagen idag har været sådan ret okay...startede med at jeg blev vækket af kæresten min der skulle på job, der var lavet frisk kaffe og sådan..vældigt. Ungerne kom daffende mere eller mindre af dem selv og vi var i fin tid. Bettefidusen (efternøleren på 5) skulle blive hjemme idag da der ikke var transport til børnehaven. Når kæresten jobber morgentur er det en af de andre mødre der henter ham men hun skulle til Sjælland idag. Ekstra tidlig weekend og en lækker hygge-dag for mor og søn.
Eftersom ryggen stadig er dum var det desværre begrænset hvor meget sandkasse jeg ku være med til. Tøsepigen kom ikke hjem efter skole..klassen er taget på planlagt udflugt og den slutter først imorgen lørdag hvorefter hun med to veninder drager på FDF-weekendlejr. Så er her da så fredeligt imens hihi. Den ældste kom tidligt hjem og vi havde en bette snak om hvordan det var gået idag...han ringede jo til Nanna igår men hun ville ikke hænge ud lørdag og han var bange for at blive drillet. Der var ingen der sagde noget i skolen så han var lettet. Det er sgu svært at være 14 og forelsket ;-)
Da min bedre ½del kom hjem og bettefidus og mor var færdige med at lege med Oline på nettet, kørte vi til nærmeste by med Netto for at få handlet ind...endte efter aftale på McD, hvilket var ok....meget længe siden sidst. Bagefter hjem og se Disneysjov med betten og endelig se Alamo (dvs jeg læste Alt for damerne mens kæresten så film). Og så var det egentlig sengetid..........og her knækkede filmen så....
Prøvede at fortælle ham om min angst, fik sagt at jeg gerne vil ha en advokat til at kigge på sagen med den stores far....men han var træt og det blev kun til noget mumlen - blev lidt ked men ok han har jo været tidligt oppe og han tager jo det største slæb herhjemme pt mens jeg er syg men jeg savner at snakke med ham, med nogen.....er alt for meget alene...når jeg er alene kører tankerne bare derudaf...og jeg ender hver gang med at være totalt slået ud - situationen bliver værre og værre og jeg ved ikke længere hvordan jeg skal bremse det.
Gik ind på chatten og spøgte med de andre men kom til sidst til at kalde mit liv miserabelt hvorefter de andre sablede mig ned og fortalte mig hvor godt jeg da havde det....de ved ikke halvdelen af hvad jeg tumler med og resten ved de sgu kun overfladisk og endelig er det ikke dem der er i "fængsel" i deres eget hjem . De kan bare gå på besøg hvis de trænger til selskab, eller invitere nogen til at komme......jeg kan ikke gå nogen steder og der kommer ikke nogen....dagens højdepunkt er når han kommer hjem og i detaljer fortæller om sit spændende liv derude. Mit drømmejob er væk...det er en eller anden sagsbehandler fra kommunen der skal kigge på min sag nu, det giver sikkert flere ydmygelser..det er de jo så dygtige til. Har fået en uddannelse betalt af det offentlige mon de vil betale en til? Skal seriøst bare ikke gå herhjemme resten af mit liv da. Jeg må da kunne bruges til et eller andet.
Min nedtrapning kører fint dvs jeg bliver mærkelig i flere dage når jeg tager endnu en pille væk og jeg får ondt og bliver bitchy og mærkelig. Fysioterroristen siger at det er en normal reaktion når man drosler ned på morf. Lægen var skidesur fordi det var dem jeg forsøgte at komme af med..jeg havde jo kun de normale bivirkinger!!! Han mente at jeg skulle stoppe med ibuprofenerne fordi de giver mavesår..jotak men de er fandeme ikke vanedannende og personlighedsforstyrrende som morfinen.
Har talt ganske kort med min søster her til aften..hun er ved at afvikle sit hjem for at tage på afvænningshjem på næste fredag....min moster er bange for at hun er blevet fanget ind af en religiøs sekt...det er hun også men hun er altså 31 og må for fanden snart prøve selv...anyways så er det sejt at hun endelig har erkendt at hun er alkoholiker og at hun behøver hjælp. Og moster tager hjem til Spanien på mandag og bliver der i 3 måneder......kommer sgu nok til at savne hende...mosteren altså
Savner ihvertfald min mor helt vildt...synes ikke Gud ku være bekendt at tage først min yndlings onkel(fader skikkelse under opvækst) og min mor med 7½ måneders mellemrum!!!! Og ja det er næsten 8 måneder siden men det er stadig så forbandet svært....
Jeg er så træt af at tude men min psykolog siger at det er normalt med den opvækst jeg har haft og efterfølgende voksenliv. Når man holder sig selv nede og bliver holdt nede så længe så er det hulens svært at komme op igen og pt er det som om jeg er låst fast.
Min største fjende er mig selv...jeg er så rædselsslagen...der er så mange forandringer i mig på en gang og jeg kan ikke finde hoved eller hale i noget af det. Jeg er blevet foreslået at læse videre på uni og ingen tvivl om at jeg med mit kloge hoved vil kunne klare det....tror bare ikke det er realistisk at kommunen vil yde kontanthjælp til det eller revalideringsydelse og jeg kan altså ikke ha 3 børn og være på SU. Så drømmene fik lidt næring og skuffelsen over realitetssansens indgriben var enorm. Gad
vide om jeg nogensinde igen bliver selvforsørgende....ellers bliver jeg heller ikke gift
Jeg har forgæves forsøgt at komme igennem til statsforvaltningen igen idag for at få skubbet det møde til august engang...skal være fysisk klar til køreturen, mødet forventes at tage 1½ time mindst og jeg kan ikke være væk fra sengen så længe endnu og jeg skal være helt medicinfri ihvertfald fri for morfinerne. Jeg er simpelthen målløs over den måde jeg bliver behandlet på derude...de har overhovedet ikke villet høre min version af hvad der skete men holder sig udelukkende til hvad faderen siger og knægtens udtalelser er blevet drejet så grotesk at det gør ondt...forventer at miste knægten når mødet bliver afholdt på baggrund af det foreliggende materiale....skal ha en advokat til at kigge på det men de er dyre og jeg har sgu ikke pengene...jeg har desværre heller ikke råd tl at lade være så det er sådan lidt pest eller kolera agtigt. Har idag fundet ud af at jeg kan anklage min ex for injurier men snakkede med en strisser som mente at det var bedre med et tilhold - snakker ikke med ham i fonen mere ihvertfald...han truer og er så modbydelig. Og jeg ved godt med mit kloge hoved at manden er psykopat og at jeg ikke burde være bange for ham fordi jeg til enhver tid ville kunne klare ham men min angst ligger så grundlæggende dybt forankret at det ikke kan lade sig gøre at slippe den...min far har gjort arbejdet godt må man sige........jeg vil bare så gerne snart ha ro og faste trygge rammer...føler at jeg går på randen af et sammenbrud og at hvis jeg giver efter og lader følelserne komme til overfladen vil de overmande mig og tilintetgøre det hele. Samtidigt ved jeg jo også godt at hvis jeg ikke lukker det ud så vil jeg eksplodere pludselig. Men hvorfor skal psykologer altid prikke hul på bylden og så bare læne sig tilbage og sige "jamen det tager tid" hvorfor gør de ikke noget for at stoppe hullet midlertidigt? standser blødningen så det kun siver stille...næ nej det hele skal bare ku flyde frit...32 års mishandling fysisk som psykisk.....fuck det er grimt at være i..
Ønsker mig en veninde...en der gider høre historien igen..og igen..men evner ikke at fastholde et venskab...har ikke nok at give af til andre og idag har alle jo så travlt med deres eget og ingen tør binde an med den udfordring det er at veninden er syg i roen omend de kloge siger det kun er midlertidigt..
Ville også ønske at jeg ku stoppe min tvangsspisen når jeg er alene...ville så gerne finde et alternativ der virker men ved godt med min intelligens at det kommer med tiden...har bare ikke tid til at vente..skal tabe mig nu ellers bliver helbredet ikke godt igen...det hele hænger jo sammen og det er jo sføli derfor det er så svært og med døden inde over og en psykopat der lurer om hjørnet er der ikke noget at sige til at jeg synes min tilværesle er miserabel og jo jeg har mange positive ting jeg kan hive frem........er bare så kørt ned at jeg ikke har overskuddet til at se dem....
Min stakkels dejlige kæreste...elsker ham så højt at det gør ondt....er så pissebange for at miste ham men prøver samtidigt at sabotere det hele...ikke bevidst ganske vist.....det er sådan lidt bedre hvis jeg jager ham væk end hvis han vælger at gå....det er svært altid at bevare troen...ved jo godt inderst inde at han ikke ku finde på at gå...men fatter nok aldrig hvorfor det er sådan ;o)
Nu er klokken igen blevet alt alt for meget, så sover jeg for længe lørdag og får ikke pillerne til tiden..får ondt, bliver bitchy og mærkelig og vupti er resten af wekenden ødelagt......endnu engang.
Savner at køre bil........friheden......føler mig fængslet for en frygtelig forbrydelse jeg ikke har begået......man bliver altså sær af isolation.
Nu har jeg prøvet at skrive i bloggen...er ikke længere jomfru her...ville gerne en dag skrive noget dejligt........
Dagen idag har været sådan ret okay...startede med at jeg blev vækket af kæresten min der skulle på job, der var lavet frisk kaffe og sådan..vældigt. Ungerne kom daffende mere eller mindre af dem selv og vi var i fin tid. Bettefidusen (efternøleren på 5) skulle blive hjemme idag da der ikke var transport til børnehaven. Når kæresten jobber morgentur er det en af de andre mødre der henter ham men hun skulle til Sjælland idag. Ekstra tidlig weekend og en lækker hygge-dag for mor og søn.
Eftersom ryggen stadig er dum var det desværre begrænset hvor meget sandkasse jeg ku være med til. Tøsepigen kom ikke hjem efter skole..klassen er taget på planlagt udflugt og den slutter først imorgen lørdag hvorefter hun med to veninder drager på FDF-weekendlejr. Så er her da så fredeligt imens hihi. Den ældste kom tidligt hjem og vi havde en bette snak om hvordan det var gået idag...han ringede jo til Nanna igår men hun ville ikke hænge ud lørdag og han var bange for at blive drillet. Der var ingen der sagde noget i skolen så han var lettet. Det er sgu svært at være 14 og forelsket ;-)
Da min bedre ½del kom hjem og bettefidus og mor var færdige med at lege med Oline på nettet, kørte vi til nærmeste by med Netto for at få handlet ind...endte efter aftale på McD, hvilket var ok....meget længe siden sidst. Bagefter hjem og se Disneysjov med betten og endelig se Alamo (dvs jeg læste Alt for damerne mens kæresten så film). Og så var det egentlig sengetid..........og her knækkede filmen så....
Prøvede at fortælle ham om min angst, fik sagt at jeg gerne vil ha en advokat til at kigge på sagen med den stores far....men han var træt og det blev kun til noget mumlen - blev lidt ked men ok han har jo været tidligt oppe og han tager jo det største slæb herhjemme pt mens jeg er syg men jeg savner at snakke med ham, med nogen.....er alt for meget alene...når jeg er alene kører tankerne bare derudaf...og jeg ender hver gang med at være totalt slået ud - situationen bliver værre og værre og jeg ved ikke længere hvordan jeg skal bremse det.
Gik ind på chatten og spøgte med de andre men kom til sidst til at kalde mit liv miserabelt hvorefter de andre sablede mig ned og fortalte mig hvor godt jeg da havde det....de ved ikke halvdelen af hvad jeg tumler med og resten ved de sgu kun overfladisk og endelig er det ikke dem der er i "fængsel" i deres eget hjem . De kan bare gå på besøg hvis de trænger til selskab, eller invitere nogen til at komme......jeg kan ikke gå nogen steder og der kommer ikke nogen....dagens højdepunkt er når han kommer hjem og i detaljer fortæller om sit spændende liv derude. Mit drømmejob er væk...det er en eller anden sagsbehandler fra kommunen der skal kigge på min sag nu, det giver sikkert flere ydmygelser..det er de jo så dygtige til. Har fået en uddannelse betalt af det offentlige mon de vil betale en til? Skal seriøst bare ikke gå herhjemme resten af mit liv da. Jeg må da kunne bruges til et eller andet.
Min nedtrapning kører fint dvs jeg bliver mærkelig i flere dage når jeg tager endnu en pille væk og jeg får ondt og bliver bitchy og mærkelig. Fysioterroristen siger at det er en normal reaktion når man drosler ned på morf. Lægen var skidesur fordi det var dem jeg forsøgte at komme af med..jeg havde jo kun de normale bivirkinger!!! Han mente at jeg skulle stoppe med ibuprofenerne fordi de giver mavesår..jotak men de er fandeme ikke vanedannende og personlighedsforstyrrende som morfinen.
Har talt ganske kort med min søster her til aften..hun er ved at afvikle sit hjem for at tage på afvænningshjem på næste fredag....min moster er bange for at hun er blevet fanget ind af en religiøs sekt...det er hun også men hun er altså 31 og må for fanden snart prøve selv...anyways så er det sejt at hun endelig har erkendt at hun er alkoholiker og at hun behøver hjælp. Og moster tager hjem til Spanien på mandag og bliver der i 3 måneder......kommer sgu nok til at savne hende...mosteren altså
Savner ihvertfald min mor helt vildt...synes ikke Gud ku være bekendt at tage først min yndlings onkel(fader skikkelse under opvækst) og min mor med 7½ måneders mellemrum!!!! Og ja det er næsten 8 måneder siden men det er stadig så forbandet svært....
Jeg er så træt af at tude men min psykolog siger at det er normalt med den opvækst jeg har haft og efterfølgende voksenliv. Når man holder sig selv nede og bliver holdt nede så længe så er det hulens svært at komme op igen og pt er det som om jeg er låst fast.
Min største fjende er mig selv...jeg er så rædselsslagen...der er så mange forandringer i mig på en gang og jeg kan ikke finde hoved eller hale i noget af det. Jeg er blevet foreslået at læse videre på uni og ingen tvivl om at jeg med mit kloge hoved vil kunne klare det....tror bare ikke det er realistisk at kommunen vil yde kontanthjælp til det eller revalideringsydelse og jeg kan altså ikke ha 3 børn og være på SU. Så drømmene fik lidt næring og skuffelsen over realitetssansens indgriben var enorm. Gad
vide om jeg nogensinde igen bliver selvforsørgende....ellers bliver jeg heller ikke gift
Jeg har forgæves forsøgt at komme igennem til statsforvaltningen igen idag for at få skubbet det møde til august engang...skal være fysisk klar til køreturen, mødet forventes at tage 1½ time mindst og jeg kan ikke være væk fra sengen så længe endnu og jeg skal være helt medicinfri ihvertfald fri for morfinerne. Jeg er simpelthen målløs over den måde jeg bliver behandlet på derude...de har overhovedet ikke villet høre min version af hvad der skete men holder sig udelukkende til hvad faderen siger og knægtens udtalelser er blevet drejet så grotesk at det gør ondt...forventer at miste knægten når mødet bliver afholdt på baggrund af det foreliggende materiale....skal ha en advokat til at kigge på det men de er dyre og jeg har sgu ikke pengene...jeg har desværre heller ikke råd tl at lade være så det er sådan lidt pest eller kolera agtigt. Har idag fundet ud af at jeg kan anklage min ex for injurier men snakkede med en strisser som mente at det var bedre med et tilhold - snakker ikke med ham i fonen mere ihvertfald...han truer og er så modbydelig. Og jeg ved godt med mit kloge hoved at manden er psykopat og at jeg ikke burde være bange for ham fordi jeg til enhver tid ville kunne klare ham men min angst ligger så grundlæggende dybt forankret at det ikke kan lade sig gøre at slippe den...min far har gjort arbejdet godt må man sige........jeg vil bare så gerne snart ha ro og faste trygge rammer...føler at jeg går på randen af et sammenbrud og at hvis jeg giver efter og lader følelserne komme til overfladen vil de overmande mig og tilintetgøre det hele. Samtidigt ved jeg jo også godt at hvis jeg ikke lukker det ud så vil jeg eksplodere pludselig. Men hvorfor skal psykologer altid prikke hul på bylden og så bare læne sig tilbage og sige "jamen det tager tid" hvorfor gør de ikke noget for at stoppe hullet midlertidigt? standser blødningen så det kun siver stille...næ nej det hele skal bare ku flyde frit...32 års mishandling fysisk som psykisk.....fuck det er grimt at være i..
Ønsker mig en veninde...en der gider høre historien igen..og igen..men evner ikke at fastholde et venskab...har ikke nok at give af til andre og idag har alle jo så travlt med deres eget og ingen tør binde an med den udfordring det er at veninden er syg i roen omend de kloge siger det kun er midlertidigt..
Ville også ønske at jeg ku stoppe min tvangsspisen når jeg er alene...ville så gerne finde et alternativ der virker men ved godt med min intelligens at det kommer med tiden...har bare ikke tid til at vente..skal tabe mig nu ellers bliver helbredet ikke godt igen...det hele hænger jo sammen og det er jo sføli derfor det er så svært og med døden inde over og en psykopat der lurer om hjørnet er der ikke noget at sige til at jeg synes min tilværesle er miserabel og jo jeg har mange positive ting jeg kan hive frem........er bare så kørt ned at jeg ikke har overskuddet til at se dem....
Min stakkels dejlige kæreste...elsker ham så højt at det gør ondt....er så pissebange for at miste ham men prøver samtidigt at sabotere det hele...ikke bevidst ganske vist.....det er sådan lidt bedre hvis jeg jager ham væk end hvis han vælger at gå....det er svært altid at bevare troen...ved jo godt inderst inde at han ikke ku finde på at gå...men fatter nok aldrig hvorfor det er sådan ;o)
Nu er klokken igen blevet alt alt for meget, så sover jeg for længe lørdag og får ikke pillerne til tiden..får ondt, bliver bitchy og mærkelig og vupti er resten af wekenden ødelagt......endnu engang.
Savner at køre bil........friheden......føler mig fængslet for en frygtelig forbrydelse jeg ikke har begået......man bliver altså sær af isolation.
Nu har jeg prøvet at skrive i bloggen...er ikke længere jomfru her...ville gerne en dag skrive noget dejligt........
15 kommentarer
ShAkerSh0rty16/04/2011 20:11
er du så færdig men må sq da holde Plause hele tiden det er sq da os hårdt få enes hænder og det var bare så hårdt at læse
TrippinOnIce09/12/2009 11:43
Det var godt nok hård læsning - og langt. Men fik mig selv igennem det (selv om jeg burde læse litteratur).
Før det første, så er det SUPER godt at du har en dejlig mand og børn til at støtte dig. Men jeg kan forstå hvorfor man er bange for at miste ham i din situation. Du sider virkeligt i saksen iforhold til dårlig ryg og trang til sukker (det sidste kender jeg alt for godt.)
Her vil jeg så sige, at det med spisning og ryggen er det mindste af dine problemer, fordi spisning kan behjælpes og man kan vænne sig af med det til en vis grad, og ryggen, den skal nok komme sig. MEN... Det med pillerne, det ER et stort problem. "ibuprofenerne fordi de giver mavesår..jotak men de er fandeme ikke vanedannende og personlighedsforstyrrende som morfinen" Både Ubuprofen (hvordan fandes staves det?!) og Morfin er slemt. Jeg har selv været afhængig af Ubuprofen pga. stærke smerte omkring hovedpine. Først tog jeg bare panodiler, men til sidst skulle der to ibuprofen og to panodiler til før det hjalp, og det var flere gange om dagen jeg havde smerter i hovedet. Nu er det holdt op, men jeg ser stadig hvor slemt det er, da jeg har en søster, der ligesom dig, har store smerter i ryggen og er i arbejdsprøvning nu. Hendes selvværd daler og daler og jeg er bange for at hun skal ende mig kun at være en tom skal. Hun har præcis samme angst som dig for at miste sin fyr og sit liv. Hun er også overvægtig (det er jeg iøvrigt også).
Tilgengæld, hvis det er en trøst, har jeg selv overkommet både piller (dog ikke morfin) og jeg har overkommet den sukkertrang jeg havde flere gange. (den vender tilbage i perioder) tabte mig sidste år 12 kg og blev undervægtig/normalvægtig og jeg VED at jeg kan gøre det igen. Lige nu vejer jeg omkring 5-7kg for meget, det svinger dog i perioder - nogen gange motionere jeg forfærdeligt meget. Jeg har haft spiseforstyrelser og kender kun ALT for godt din situation. Især her i julen. Nogen gange kan jeg føle mig sulten selv om jeg lige har kværnet masser af mad. Og bagefter får jeg det forfærdeligt dårligt...
Hvis du savner nogen at snakke med, vil jeg gerne hjælper, selv om jeg er en del yngre end dig. Hold modet oppe - tak fordi du turde dele det med os andre.
Før det første, så er det SUPER godt at du har en dejlig mand og børn til at støtte dig. Men jeg kan forstå hvorfor man er bange for at miste ham i din situation. Du sider virkeligt i saksen iforhold til dårlig ryg og trang til sukker (det sidste kender jeg alt for godt.)
Her vil jeg så sige, at det med spisning og ryggen er det mindste af dine problemer, fordi spisning kan behjælpes og man kan vænne sig af med det til en vis grad, og ryggen, den skal nok komme sig. MEN... Det med pillerne, det ER et stort problem. "ibuprofenerne fordi de giver mavesår..jotak men de er fandeme ikke vanedannende og personlighedsforstyrrende som morfinen" Både Ubuprofen (hvordan fandes staves det?!) og Morfin er slemt. Jeg har selv været afhængig af Ubuprofen pga. stærke smerte omkring hovedpine. Først tog jeg bare panodiler, men til sidst skulle der to ibuprofen og to panodiler til før det hjalp, og det var flere gange om dagen jeg havde smerter i hovedet. Nu er det holdt op, men jeg ser stadig hvor slemt det er, da jeg har en søster, der ligesom dig, har store smerter i ryggen og er i arbejdsprøvning nu. Hendes selvværd daler og daler og jeg er bange for at hun skal ende mig kun at være en tom skal. Hun har præcis samme angst som dig for at miste sin fyr og sit liv. Hun er også overvægtig (det er jeg iøvrigt også).
Tilgengæld, hvis det er en trøst, har jeg selv overkommet både piller (dog ikke morfin) og jeg har overkommet den sukkertrang jeg havde flere gange. (den vender tilbage i perioder) tabte mig sidste år 12 kg og blev undervægtig/normalvægtig og jeg VED at jeg kan gøre det igen. Lige nu vejer jeg omkring 5-7kg for meget, det svinger dog i perioder - nogen gange motionere jeg forfærdeligt meget. Jeg har haft spiseforstyrelser og kender kun ALT for godt din situation. Især her i julen. Nogen gange kan jeg føle mig sulten selv om jeg lige har kværnet masser af mad. Og bagefter får jeg det forfærdeligt dårligt...
Hvis du savner nogen at snakke med, vil jeg gerne hjælper, selv om jeg er en del yngre end dig. Hold modet oppe - tak fordi du turde dele det med os andre.
pitchbitch23/04/2008 23:10
det er da godt nok lidt hård læsning. min første reaktion var: stakkels dig. men mellem linierne læser jeg din styrke og din virkelighedssans. du lader ikke det hele sejle. du er med hver cm. du får det godt igen, lige nu har du brug for at læsse af, og det er et fedt sted at gøre det. jep, det er hårdt, life is sometimes a bitch, men når det er vidunderligt fyldes næsen af forår, saltvand, nektar... sindet bruser for snart at dulmes, lyde fylder dig med lykke, børnelatter, kram og kærtegn,... din tid kommer, måske er den der allerede nu;-)
HamsterQ09/06/2007 15:07
ja der er jo desværre brådne kar allevegne men også masser af roser ;o)
Spicy06/06/2007 21:14
Ja, desværre er det udbredt inden for lægeverdenen at se folk som diagnoser eller ting, der skal repareres. Jeg ved dog, at nogle af mine eks-studiekammerater nok skal blive gode læger ;-) .... vi skal bare have flere af den slags :-) .... desværre er der nogen der glemmer medmenneskelighed, når de skal ud på job. Men vi må huske, at der også er gode læger! Lige så vel som at der er dårlige fysser :-D
HamsterQ06/06/2007 15:46
Det er frygteligt når lægerne behandler en som var man en kaffekop der er gået skår i.....snakker hen over hovedet på en og sådan...
Man skal da ha et stort ønske om at være tilstede i et andet menneskes liv¨når man vælger fys-uddannelsen......netop at i ser hvordan vi virkelig er ikke bare rene hvidklædte patienter
Man skal da ha et stort ønske om at være tilstede i et andet menneskes liv¨når man vælger fys-uddannelsen......netop at i ser hvordan vi virkelig er ikke bare rene hvidklædte patienter
Spicy06/06/2007 15:33
Vi har psykologi men slet slet ikke i forhold til den menneskelige kontakt. Det er bare på teoretisk basis med Freud, Pavlov og alle de andre teoretikere, der hører med. Til gengæld bliver vi igennem studiet igen og igen og IGEN gjort opmærksom på, at der er et MENNESKE med følelser og et ståsted i samfundet BAG diagnosen. Jeg tror... eller jeg VED... at vi fokuserer mere på det på studiet i forhold til lægerne. Har personlig erfaring fra begge uddannelser, nemlig ;-) ... og vil sige, at jeg er MEGET glad for at skulle være fys og ikke læge. Jeg synes, at man kommer tættere på patienterne på en helt anden måde. Faget passer meget bedre til min mentalitet.
Jeg er glad for at høre, at plejehjemmet ligger tæt på. Det gør det nemmere at komme ud af døren. Og jeg tror, at rygholdet bliver godt, når du engang kommer dertil. Som du selv skriver, er det ikke kun hensigtsmæssig træning du vil få men også en masse mennesker med erfaringer, der ligner dine. Det er en gruppeterapi i sig selv. Så det kan du glæde dig til ;-)
Jeg er glad for at høre, at plejehjemmet ligger tæt på. Det gør det nemmere at komme ud af døren. Og jeg tror, at rygholdet bliver godt, når du engang kommer dertil. Som du selv skriver, er det ikke kun hensigtsmæssig træning du vil få men også en masse mennesker med erfaringer, der ligner dine. Det er en gruppeterapi i sig selv. Så det kan du glæde dig til ;-)
HamsterQ06/06/2007 07:56
Ja så snart jeg kan klare transporten oveni træningen skal jeg på "ryghold" :o)
Det glæder jeg mig til for der får jeg mulighed for at snakke med andre om deres forløb og evt få gode fif til hvordan man tackler sin hverdag når der er begrænsninger....også hvordan man tackler kommunen til senere brug...jeg skal jo videre en dag med deres hjælp.
Men indtil videre er det individuel træning på det lokale plejehjem...jeg bor lige overfor så der er ikke engang 20 meter fra min dør til deres i lige linie, lidt heldigt når nu det er som det er.
Jeg tror ikke staten ønsker at holde os ude af arbejdsmarkedet...jeg tror de lytter til lægerne der slipper patienterne lynhurtigt istedet for at lytte til videre-behandlerne som faktisk kommer i menneskelig kontakt med de syge....lægerne er mere overfladiske og så kan man komme udenom samvittigheden når en masse "kloge hoveder" siger det der passer til pengepungen ;o) det er noget jeg har snakket en del med fysserne om....de er jo det nærmeste mange kommer på psykisk hjælp. I må da ha en hel del psykologi i jeres uddannelse eller er i alle skruet sådan sammen at i af jer selv kan finde ud af hvad i skal sige, gøre osv? En kombination?
Det glæder jeg mig til for der får jeg mulighed for at snakke med andre om deres forløb og evt få gode fif til hvordan man tackler sin hverdag når der er begrænsninger....også hvordan man tackler kommunen til senere brug...jeg skal jo videre en dag med deres hjælp.
Men indtil videre er det individuel træning på det lokale plejehjem...jeg bor lige overfor så der er ikke engang 20 meter fra min dør til deres i lige linie, lidt heldigt når nu det er som det er.
Jeg tror ikke staten ønsker at holde os ude af arbejdsmarkedet...jeg tror de lytter til lægerne der slipper patienterne lynhurtigt istedet for at lytte til videre-behandlerne som faktisk kommer i menneskelig kontakt med de syge....lægerne er mere overfladiske og så kan man komme udenom samvittigheden når en masse "kloge hoveder" siger det der passer til pengepungen ;o) det er noget jeg har snakket en del med fysserne om....de er jo det nærmeste mange kommer på psykisk hjælp. I må da ha en hel del psykologi i jeres uddannelse eller er i alle skruet sådan sammen at i af jer selv kan finde ud af hvad i skal sige, gøre osv? En kombination?
Spicy05/06/2007 22:43
Ja, din lange tekst siger rigtig meget. Det er jo heller ikke sjovt at være bundet til sit hjem, så det medfølger klart en masse følelser, der hele tiden ligger under overfladen og venter på en bemærkning, der kan tillade dem at komme op :-)
Jeg vil også mene, at langtidssygemeldte burde tilbydes professionel hjælp. Man kan ikke afskære den psykiske del af et menneske fra resten af kroppen og gå ud fra, at den ikke kommer til at få mén. Specielt når sygdommen er i udbrud over længere tid. Faktisk vil jeg mene, at det ligeledes kunne betale sig økonomisk. Det er trods alt dét, der tit afvejer (desværre!), hvorvidt man vil yde den hjælp. Hvis ikke man allerede fra begyndelsen har psykiske smerter, så tror jeg at man snildt kan komme til det under denne lange proces! Medmindre staten ønsker at holde langtidssygemeldte væk fra arbejdsmarkedet i en evighed, burde den gøre en tidlig indsats. En psykolog ville bestemt ikke gøre skade.
Er du blevet tilbudt noget rygskole??
Jeg vil også mene, at langtidssygemeldte burde tilbydes professionel hjælp. Man kan ikke afskære den psykiske del af et menneske fra resten af kroppen og gå ud fra, at den ikke kommer til at få mén. Specielt når sygdommen er i udbrud over længere tid. Faktisk vil jeg mene, at det ligeledes kunne betale sig økonomisk. Det er trods alt dét, der tit afvejer (desværre!), hvorvidt man vil yde den hjælp. Hvis ikke man allerede fra begyndelsen har psykiske smerter, så tror jeg at man snildt kan komme til det under denne lange proces! Medmindre staten ønsker at holde langtidssygemeldte væk fra arbejdsmarkedet i en evighed, burde den gøre en tidlig indsats. En psykolog ville bestemt ikke gøre skade.
Er du blevet tilbudt noget rygskole??
HamsterQ05/06/2007 10:20
Ja det gør jeg..."heldigvis" har jeg i forvejen noget hjælp indenfor rækkevidde men af andre årsager....bruger dem også til det her, man bliver desperat når der er gået et par dage ..... måske man burde gøre "nogen" opmærksom på hvordan det er at være syg i eget hjem...hvordan man hurtigt bliver "glemt" når nyhedsinteressen er overstået....hvor "træls" det er for omgivelserne at høre den samme svada ved hvert besøg. Lige da jeg kom hjem fra sygehuset var "bedsterne" enormt aktive med børnepasning, men i takt med at jeg er trappet ud af morfinen har jeg selv kunnet klare det...kæresten har stået med resten..tror godt han ku ha brugt noget hjælp eller opbakning undervejs...han har gjort et fantastisk arbejde men han har jo altså kun 24 timer pr døgn så sføli er der emner der ikke fik samme opmærksomhed som før (støvsugeren og støvekluden :-P) Men han har altså samtidigt passet fuldtids job på skifte hold også. Jeg har været hamrende heldig at jeg har ham under det her...men har tænkt meget på dem der er alene....
Men man bør slå et slag for at langtidssyge får noget psykolog hjælp. Det er jo en fratagelse af en persons selvstændighed, værdighed og værdi-følelse. Man kan ikke noget og kan ikke bruges til noget, og man skal være meget stærk for ikke at bukke under, eller have det rigtige netværk der kan holde en oppe...der skal man så måske konstant være i taknemmeligheds og anerkendelses-kassen hvilket kræver at man selv ved hvordan det er at tage imod tak og anerkendelse, ellers kan man jo ikke give det og så er man på den..og det kræver altså overskud som man ikke har for meget af lige der...mange mangler jo anerkendelse og vil gerne være noget for andre for at få netop det, og får de det ikke så forsvinder de bare igen...det er vigtigt tror jeg at det er "proffer" der tager sig af de langtidssyge.
Jeg har selv overvejet om jeg bagefter skulle gøre noget i stil med "besøgsvenner" til de gamle, så lave noget tilsvarende for langtidssyge i alle aldre...jeg kan sgi ikke være den eneste der synes det her er træls :o) Jeg ved der er noget omkring århus hvor de giver en hjælpende hånd med indkøb og sådan noget udvidet hjemmehjælp uden rengøring, men jeg skal nok vente en rum tid med at løfte rundt på andres madvarer *s* og vil da helst gøre det i mit eget lokal område.
Men jo...der mangler nogle aspekter i en ellers ok tilrettelagt behandling ;o)
Et enkelt spørgsmål fra dig og jeg har skrevet en mindre roman *s* fortæller mere om ensomhed/frustration/desperation og følelsen af at være isoleret, end selve teksten hva?
*Griner*
Men man bør slå et slag for at langtidssyge får noget psykolog hjælp. Det er jo en fratagelse af en persons selvstændighed, værdighed og værdi-følelse. Man kan ikke noget og kan ikke bruges til noget, og man skal være meget stærk for ikke at bukke under, eller have det rigtige netværk der kan holde en oppe...der skal man så måske konstant være i taknemmeligheds og anerkendelses-kassen hvilket kræver at man selv ved hvordan det er at tage imod tak og anerkendelse, ellers kan man jo ikke give det og så er man på den..og det kræver altså overskud som man ikke har for meget af lige der...mange mangler jo anerkendelse og vil gerne være noget for andre for at få netop det, og får de det ikke så forsvinder de bare igen...det er vigtigt tror jeg at det er "proffer" der tager sig af de langtidssyge.
Jeg har selv overvejet om jeg bagefter skulle gøre noget i stil med "besøgsvenner" til de gamle, så lave noget tilsvarende for langtidssyge i alle aldre...jeg kan sgi ikke være den eneste der synes det her er træls :o) Jeg ved der er noget omkring århus hvor de giver en hjælpende hånd med indkøb og sådan noget udvidet hjemmehjælp uden rengøring, men jeg skal nok vente en rum tid med at løfte rundt på andres madvarer *s* og vil da helst gøre det i mit eget lokal område.
Men jo...der mangler nogle aspekter i en ellers ok tilrettelagt behandling ;o)
Et enkelt spørgsmål fra dig og jeg har skrevet en mindre roman *s* fortæller mere om ensomhed/frustration/desperation og følelsen af at være isoleret, end selve teksten hva?
*Griner*
Spicy05/06/2007 08:11
ja, jeg kender selv for godt til ikke at være god til at følge egne råd men som du siger, så viser det jo bare, at vi også bare er en slags mennesker :-P
Jeg er glad for, at der bliver fulgt grundigt op på din fysiske situation. Desværre er vi ikke lige så gode til at udbyde hjælp i forhold til de psykiske aspekter. Mennesket bag og dets sociale relationer osv bliver glemt lidt i forhold til den nye situation. Føler du selv det?
Jeg er glad for, at der bliver fulgt grundigt op på din fysiske situation. Desværre er vi ikke lige så gode til at udbyde hjælp i forhold til de psykiske aspekter. Mennesket bag og dets sociale relationer osv bliver glemt lidt i forhold til den nye situation. Føler du selv det?
HamsterQ04/06/2007 16:33
Jeg er godt klar over at jeg er "heldig" at have en diagnose og selvom det er en skummel oplevelse at blive MR-scannet (microbølgeovns-kogt!) er det bedre at vide med sikkerhed at det ER en prolaps og ikke bare en "måske prolaps". Lægen ville ikke operere fordi der allerede under indlægelsen var de første tegn på bedring, men jeg er blevet fulgt nøje i de godt 2 måneder der er gået, netop for at være sikker på at det var/er den rigtige beslutning, og jeg har vist siden jeg kom herhjem igen at jeg skulle "præstere" fremgang hver uge hvis jeg skal undgå operationen. Nu er jeg kommet så langt at alle er sikre på det nok skal blive godt igen...jeg har rimeligt styr på vandladningen og det venstre ben "hænger" nu kun når jeg er træt og har brugt musklerne meget.
Jeg er sikker på at i fysser kun vil os patienter det bedste, og jeg har drillet mine egne fysser med at spørge om alle de der ting de siger jeg skal huske at gøre på den og den måde, om de nu også gør det sådan selv hehe og se det gør de jo ikke så de er jo også "bare" en slags mennesker :-P
Men al respekt for dem/jer...de/i skal kunne være stride og trøstende og samtidigt finde sig i at blive bandet derhen hvor peberet gror når de/i presser på :o)
Jeg er sikker på at i fysser kun vil os patienter det bedste, og jeg har drillet mine egne fysser med at spørge om alle de der ting de siger jeg skal huske at gøre på den og den måde, om de nu også gør det sådan selv hehe og se det gør de jo ikke så de er jo også "bare" en slags mennesker :-P
Men al respekt for dem/jer...de/i skal kunne være stride og trøstende og samtidigt finde sig i at blive bandet derhen hvor peberet gror når de/i presser på :o)
Spicy04/06/2007 16:05
ok, tak for oplysningen :-) ... i hvert fald kan det være rart at vide, om der overhovedet er sat diagnose på eller ej. Det kan have rigtig stor betydning. Så for at "opmuntre" dig mere endnu, så skal du være glad for at din sygdom er noget, som man i det mindste kan sætter en finger på. Mange døjer med ryggener, hvor man intet finder på hverken røntgen eller andre fancy billeder. Man bliver påduttet at problemet er psykosomatisk, og dét er ikke sjovt at blive kaldt for "hysterisk".
Jeg ved, at din situation HELLER ikke er sjov at være i. En diskusprolaps (eller protrusion som det oftest hedder) er efterhånden "normalt", men IKKE i den grad som du har fået den. Dine symptomer er rimelige hardcore, så jeg tager hatten af for din udholdenhed! Nu ved jeg ikke, om du har været igennem en operation eller ej, men med dine symptomer plejer man stærkt at overveje det. Og jeg er glad for at høre, at fysserne ikke er terroriserende... eller det er vi jo generelt :-D ... men vi vil jo også folk det bedste :-)
Jeg ved, at din situation HELLER ikke er sjov at være i. En diskusprolaps (eller protrusion som det oftest hedder) er efterhånden "normalt", men IKKE i den grad som du har fået den. Dine symptomer er rimelige hardcore, så jeg tager hatten af for din udholdenhed! Nu ved jeg ikke, om du har været igennem en operation eller ej, men med dine symptomer plejer man stærkt at overveje det. Og jeg er glad for at høre, at fysserne ikke er terroriserende... eller det er vi jo generelt :-D ... men vi vil jo også folk det bedste :-)
HamsterQ04/06/2007 09:25
Kære Spicy :o)
Tak for din positive kommentar...rart at du ku se igennem det sorte og vise mig lidt af det lyse...
Jeg har reddet mig en diskus prolaps i bunden af lænden, på grænsen til sæde-delen af ryggen, har vandladningsforstyrrelser og har haft føle-nedsættelse i det ene ben. Jeg går til genoptræning 2 gange ugentligt hos 2 forskellige fysser, som jeg, trods det at jeg kalder dem fysioterrorister, er meget glad for :o)
Tak for din positive kommentar...rart at du ku se igennem det sorte og vise mig lidt af det lyse...
Jeg har reddet mig en diskus prolaps i bunden af lænden, på grænsen til sæde-delen af ryggen, har vandladningsforstyrrelser og har haft føle-nedsættelse i det ene ben. Jeg går til genoptræning 2 gange ugentligt hos 2 forskellige fysser, som jeg, trods det at jeg kalder dem fysioterrorister, er meget glad for :o)
Spicy02/06/2007 23:41
Puha, sikke en historie. Der sker vist en hel del i dit liv, selvom du føler, at det hele er gået i stå og at du sidder i isolation. Det må ikke være nemt at være dig lige nu. Tror du er i en periode, hvor brikkerne er blevet lagt ovenpå hinanden og nu føler du at de er ved at vælte. Jeg tror det bedste du kan gøre i din nuværende situation er, at tage én ting ad gangen. Jeg ved det er lettere sagt end gjort. Men morfinen fylder så meget lige nu, at du bare er nødt til at fokusere på én dag, hvor du prøver at holde humøret oppe trods din trang til at flippe ud! Når du har overkommet morfinen, kan du sætte mere energi i de andre ting.
Du kan i hvert fald være stolt over at du med alt det, der foregår i dit liv, stadig prioriterer dine børn højt og at du formår at snakke med dem og tilbringe tid med dem. Det er altså de færreste mødre, der kan være stolte over den slags. At du har holdt ud indtil nu er også stort. De ting skal du lige holde in mente næste gang du skriver endnu et velformuleret indlæg ;-)
Må man iøvrigt have lov at spørge, hvad der er med ryggen mere specifikt?? Jeg kan ikke lade være med at spørge som en kommende fysioterrorist ;-)
Du kan i hvert fald være stolt over at du med alt det, der foregår i dit liv, stadig prioriterer dine børn højt og at du formår at snakke med dem og tilbringe tid med dem. Det er altså de færreste mødre, der kan være stolte over den slags. At du har holdt ud indtil nu er også stort. De ting skal du lige holde in mente næste gang du skriver endnu et velformuleret indlæg ;-)
Må man iøvrigt have lov at spørge, hvad der er med ryggen mere specifikt?? Jeg kan ikke lade være med at spørge som en kommende fysioterrorist ;-)
Skriv kommentar
Log ind eller opret en bruger for at skrive en kommentar til blogindlægget.Opret bruger »
Del blogindlægget
Direkte link til dette indlæg:Kopier link | Del på Facebook
Log ind eller opret ny bruger »